Undervisning (EUX)

Tilbage

Undervisnings- og arbejdsformer
Fleksibilitet er et nøgleord på EUX. Skolen ønsker at tilrettelægge undervisningen ud fra den enkelte elevs faglige og personlige forudsætninger. Dette indebærer, at lærerne ved planlægningen af undervisningen tager hensyn til, at eleverne ikke befinder sig på samme faglige niveau. Ligeledes tilstræber lærerne at tage hensyn til, at ikke alle elever lærer på samme måde. Derfor er der en blanding af mange forskellige undervisningsformer: der er traditionel klasseundervisning, hvor læreren gennemgår nyt stof. Der er gruppearbejde, hvor eleverne udover den faglige indlæring øver sig i at samarbejde. I de uger, hvor eleverne har projekter, er den “normale” undervisning aflyst. Her arbejder eleverne på tværs af fagene og som regel i grupper à 4 elever med et projekt, mens klassens lærere fungerer som konsulenter for grupperne.

En elev eller en gruppe af elever kan have behov for særlig støtte i ét eller flere fag. Her er der afsat midler til, at denne elev eller denne gruppe af elever kan få undervisning udover den ”normale” undervisning eller som erstatning for den ”normale” undervisning. På samme måde vil den dygtige elev få mulighed for at afslutte et eller flere fag på gymnasialt niveau.

For at sikre sammenhæng i undervisningen er lærerne organiseret i teams. Det er i teamet, at den nærmere planlægning af projekter foregår, og ligeledes er det i teamet muligt at koordinere den ”almindelige” undervisning i de enkelte fag, således at eleverne oplever den daglige undervisning som en helhed.
Klasselæreren (kontaktlæreren) har et særligt ansvar for at følge den enkelte klasses skolegang. Blandt andet skal klasselæreren være ankermand i intro-forløbet, og desuden skal kontaktlæreren sørge for orientering om terminsprøver, fællesarrangementer, besøg mm. Hvis der er problemer i en klasse, er det klasselærerens opgave at gribe ind og i et samarbejde med klassens øvrige lærere og skolens ledelse finde en løsning.

Kompetencer EUX
Skolens værdigrundlag lyder:
• Vi har høj kvalitet
• Vi tager ansvar
• Vi praktiserer nærhed og demokrati
• Vi samarbejder
• Vi praktiserer tillid og konsekvens

Det betyder at vi ønsker at give EUD/EUX eleverne nedenstående kompetencer:

Personlige kompetencer
For at sikre den høje kvalitet kræver det en høj grad af deltagelse i den daglige undervisning. Her kræves det at eleverne deltager nysgerrigt, åbent og med kritisk tankegang i aktiviteterne på skolen, samt at undervisningen tilrettelægge så disse kompetencer stimuleres. Ydermere skal eleverne lære gode arbejdsrutiner som også omfatter orden omkring arbejdet.
Eleverne skal tage medansvar for egen læring, og skal gennem undervisningen og oplevelser udvikle sig til livsduelige og dygtige unge til en fremtid, som de har lyst til at være med til at forme.

Sociale kompetencer
Elevene har et medansvar for et tillidsfuldt og respektfuldt studiemiljø – på klassen og på skolen. Det betyder at eleverne skal lære at være rummelig og lære at samarbejde med andre. Det er ambitionen at elever på EUD og EUX skal indgå i det samme fællesskab som treårige elever på skolen og deltage i fællesarrangementer, morgensamlinger, ekstratilbud og sociale arrangementer på skolen på niveau med de gymnasiale uddannelser. Derudover skal eleverne lære at håndtere modstand og konflikter.

Faglige kompetencer
Eleverne skal tilegne sig de faglige mål i den pågældende uddannelsesbekendtgørelse. Eleverne skal i øvrigt stifte bekendtskab med den samme faglige bredde som kendetegner de gymnasiale uddannelser og især kommer til udtryk ved skolens fællesarrangementer.
På EUD/EUX på Lemvig Gymnasium prioriteres elevernes IT kompetencer højt. Eleverne skal derfor lære at inddrage relevant IT i alle fag, så de kan blive så dygtige som muligt. Eleverne skal lære at begå sig i det virtuelle rum og lære at søge oplysninger samt at vurdere disse kritisk.

Ovenstående er godkendt i Det lokale Uddannelsesudvalg den 04.10.2016

Læs den lokale undervisnings-og bedømmelsesplan for eud og eux

MKF0249