Freuds dybdepsykologi
er ikke udsprunget af litterært tekstlæsningsarbejde. Men de indsigter om indretningen af den menneskelige psyke, om personlighedens tilblivelse, dens dynamik, om menneskers samspil om grundlæggende oplevelsesformer kan (med omtanke) bruges frugtbart i arbejdet med tekster. En "teksttype", som Freud selv var meget optaget af, var drømmene. I sit arbejde med drømme var Freud optaget af at afdække lag i den drømmenendes personlighed, som ikke var umiddelbart synlige eller (hvis de var det) ikke umiddelbart forståelige. Men Freud var også klar over faren ved for umiddelbart og kritikløst at overføre sin dybdepsykologiske viden til en drømmeforståelse - han skulle være en god og aktiv lytter, åben og omhyggelig. Dybdepsykologien var for Freud som metode ikke nogen facitliste, som man uden videre kunne måle og afprøve efter.
Dette gælder enhver metode. Man skulle måske snarere tale om inspirationskilde. Og som sådan har vi også i dansktimerne inddraget Freud. Og hvad er det da for nogle elementer i Freuds dybdepsykolgi, som vi har set på og prøvet at anvendeliggøre i tekstlæsningsarbejdet?
Men først lidt generelt om Freud:
I sin behandling af specielt kvindelige patienter med hysteriske lammelser opdagede Freud, at der bag disse tilsyneladende fysiske symptomer lå ubevidste og fortrængte konflikter. I samtale kunne disse konflikter atter dukke op til overfladen med samme psykiske energi, som da de første gang udspilledes. De oprindelige følelser, der havde været forbundet med konflikten, havde åbenbart været af en sådan art, at de havde været uudholdelige for patienten.
Efterhånden nåede Freud via sit patientarbejde frem til en nærmere karakteristik af den grundlæggende, fortrængte psykiske energi. Han mente, at den kunne beskrives som en drift med to sider - henholdsvis en seksuel drift (eros) og en destruktiv drift (destruktion). Begge af en så stærk og påtrængende karakter, at de måtte "tæmmes" for ikke at få ødelæggende konsekvenser for den enkeltes mulighed for at indgå i et socialt forpligtende fællesskab ("kulturens byrde").
Men set ud fra den enkeltes synspunkt betyder dette jo, at han/hun må give afkald eller undertrykke væsentlige sider af sig selv for at få adgangsbillet til fællesskabet - også det familiemæssige fællesskab.
Men på samme måde, som der altså er sider hos en selv, som man må gemme væk, er der sider i ens omverdensforhold, der kan være så følelsesmæssigt belastende, at det kan være "praktisk" at få det stuvet af vejen. Dermed ikke være sagt, at det er forsvundet - det er blot ledet over i det ubevidste og lever der videre i tilsyneladende ubemærkethed. Men netop kun tilsyneladende idet det sætter sig spor i f.eks. vore drømme eller i forskellige former for "neurotisk" adfærd.
Mennesket er altså fra naturen ifølge Freud ikke herre over sine egne følelser, men styret af ubevidste kræfter/drifter. Disse drifter (specielt seksualdriften/den infantile seksualitet) har Freud prøvet at give en udviklingspsykologisk beskrivelse af ("faseteorien" - 1) 0-1½ år: den orale fase; 2) 1½ - 3 år: den anale fase; 3) 3 - 5 år: den falliske fase; 4) 5-6 år: Oedipuskonflikten; 5) 6 - 12 år: den genitale latenstid, dvs. den sexuelle "hvileperiode"; 6) 10-16 år: puberteten; 7) 16 år ---: voksent sexualliv; der er naturligvis tale om ca. år). Faserne er nogle vi alle kommer igennem - er så at sige naturlige faser i vores psykosexuelle udvikling.
Men rendyrket form er drifterne altså ikke fællesskabsvenlige og det lille barn lærer da også hurtigt at betjene sig af fantasien, når det drejer sig om driftstilfredsstillelse.
Afgørende i forbindelse med Freud er, at han forsøger at kortlægge vores ubevidste sjæleliv, dets mekanismer. Det gør han i en periode, hvor mennesket teknologisk for alvor prøver at gøre sig til herre over verden. Det virker da naturligvis provokerende - også især fordi han støder an mod tidens viktorianske seksualmoral - at Freud træder frem på arenaen og påviser, at mennesket ikke engang er herre i eget hus.
Vores personlighed har tre "arkæologiske" lag:
Dybest og ældst har vi det medfødte, naturgivne, anonyme og upersonlige Id, der rummer eros og destruktion. Det system, der hersker i dette lag af vores personlighed, kalder Freud lystprincippet. Men efterhånden (dvs. fra ca. 2års alderen) begynder ego`et at gøre sig gældende. Det er ego`ets opgave at formidle mellem id`et og omverdenen. Lystprincippet bliver modificeret af realitetsprincippet. I 6 års alderen får det øverste lag i vores personlighed den afgørende udformning. Det drejer sig om super-ego`et, der groft sagt kunne siges at være indoptagelsen af forældrerollen i vores personlighed. De "ydre" forældre bliver til en "indre" stemme, samvittigheden. Hvor ego`et varetager personens udadvendte omverdensforhold er super'egoet en slags "indre opsynsmand", omverdenens moralske repræsentant i vores indre. Det princip, der styrer super`egoets aktiviteter kunne kaldes idealitetsprincippet.
Størstedelen af id`ets aktiviteter men også dele af ego'ets og super'egoets aktiviteter er ubevidste.
Det ubevidste lufter sig som nævnt i vore drømme. Vi ved alle, at det der karakteriserer drømme, er, at de regler, der gælder i vores almindelige vågne liv er ophævet. Tyngdeloven eksisterer ikke, personer kan glide ud og ind af hinanden, man kan være mange steder på en gang, tid og rum har fået nye mærkelige egenskaber. Det hænger sammen med, at de regler, der gælder for vore drømme er anderledes end de regler, vi i almindelighed anser vores liv for at være styret af. I drømmelivet hersker en anden form for logik for vore tanker og følelser - nemlig primærprocestænkning, i modsætning til det "normale" livs sekundærprocestænkning, der er logisk og forstandspræget.
At primærprocestænkningen set ud fra sekundærprocestænkningens synsvinkel forekommer at være ulogisk betyder ikke at den ikke er styret af nogle regler. Der er blot tale om andre regler end de gængse, om en anden logik. De tre vigtigste regler her er: at noget, der ligner noget man kender, bliver opfattet som værende identisk med det man kender (lighed=identitet); at noget, der egentlig blot er et udpluk af en helhed, bliver opfattet som værende selve helheden (del=helhed); at der i primærprocestænkningen ikke opereres med nægtelser (ikke undgås).
Eksempler: man nærer ubevidst varme følelser for personer man støder på, og som ligner den person man f.eks. på et tidspunkt var meget forelsket i. Ligheden kan naturligvis gå på både ydre og indre egenskaber); man gemmer og hæger med varme følelser et fotografi af den elskede. Primærprocestænkningen er associerende - tænder via enkeltdele, detaljer et følelsesmæssigt billede - jvf. f. eks, kontaktannoncer, reklamer. I primærprocestænkningen er det lystprincippet, der er på færde.
I drømmene fungerer lystprincippet imidlertid ikke uhindret. Igen er det super`egoet der er på færde. Lystprincippets indhold forvrænges på en underlig måde, ja måske oplever man endda direkte at super`egoet straffer den drømmende for lystprincippets indhold. Hvem kender ikke til mareridt. Man kan derfor passende skelne mellem: den latente drøm og den manifeste drøm. Den latente drøm er på lystprincippets præmisser, den drøm vi gerne ville have drømt og den manifeste drøm er den faktiske drøm vi drømmer, de konkrete drømmebilleder. Den latente drøm kommer igennem drømmearbejdets vridemaskine, forvrænges af drømmecensuren, der henter sin kraft fra idealitetsprincippet.
Drømme er spækkede med symboler. Når ting eller handlinger, personer tillægges symbolværdi sker det efter primærprocestænkningens regler. I Freuds sammenhæng er det interessante ved symboler, at de henter deres indhold fra det ubevidste, især fra id'et. Symbolsk betydning indebærer i al almindelighed, at der tillægges en ting, en hændelse, en person "ekstra betydning". Således er symboler i vores hverdag ganske almindelige: man skaffer sig potenssymboler efter pengepung og muligvis som udtryk for ens pubertære længsler (den 40 årige med begyndende måne, ølmave i sportsbilen og de alt for små trusser). Sportsbilen og andre potenssymboler er kendt af mange, er kollektive dybdesymboler (dybdesymboler fordi de henter deres indhold fra det ubevidstes dybder). Men der findes også individuelle dybdesymboler. De henter deres indhold fra den enkelte persons specielle, ubevidste dybder (Jvf. f.eks. hundesymbolikken i Villy Sørensens novelle "Hjemvejen").