PERSPEKTIVERING

Nedenstående bygger på/er uddrag fra Jens Aage Doctors og Aage Lærkes bøger om borgerlig digtning: Herrens billeder og Utopi og dannelse, Kbh. 1977)

I det feudale samfund var familien samfundets arbejdsenhed. Man producerede selv det, der var behov og brugte sine produkter til at bytte sig til eventuelt andre produkter. Det økonomiske kredsløb var således kendetegnet ved naturalieøkonomi. Men dette feudale samfund afløses langsomt af det borgerlige samfund. Naturalieøkonomien bliver til pengeøkonomi. Der produceres varer og familien, der tidligere var samfundets primære arbejdsenhed, mister denne funktion. Arbejdet flyttes bort fra familien til arbejdspladsen. Der sker en opspaltning mellem hjem og arbejde. Familien kommer nu til at fungere som en intimsfære, hvor menneskene skal være sammen om at reproducere slægten (familien er nu blot rammen om kærlighedslivet, børneopdragelsen). Desuden skal den frie tid bruges til lystbetonet aktivitet: forbrug af de værdier, der er erhvervet gennem arbejdet; samtale; beskæftigelse med kunst, litteratur, underholdning etc.

I det feudale samfund var menneskets udfoldelse begrænset af de bestemmelser, der gjaldt for dets stand. Men i det borgerlige samfund er dets magt alene bestemt af økonomien. Borgeren har sin egen private ejendoms- ret til produktionsmidlerne og de færdige produkter. Hvis han er konkurrencedygtig, kan han fra sin oprindelige ubemærkethed opstige til en position som de højestes ligemænd. Vel at mærke ikke ved fyrstens nåde, men ved egen kraft (jvf. "den amerikanske drøm").

Denne mulighed for privat initiativ og økonomisk fortagsomhed er den reelle samfundsmæssige baggrund for borgerens forståelse af sig selv et autonomt, skabende menneske. Lige præcis her kan man jo se individets guddommelige evner. Når mennesket stilles frit kan det skabe sig sit eget liv.

Denne autonomi, der udfoldes på markedet, gælder derfor ikke kun i samfundet, men også i staten (jvf. de borgerlige forfatningers menneskerettighedserklæringer: frihed, lighed, broderskab). Men så gælder den følgelig også intimsfæren. Her er mennesket nemlig hverken samfunds- eller statsborger, men sig selv som menneske slet og ret. Her er stedet, hvor den menneskelige natur må komme rigest til udfoldelse. Her grundlægges den borgerligt liberale humanitetsopfattelse og her udvikler den sig i opposition til det feudale samfunds hierakiske orden. Her lever frie og kulturelt oplyste partnere i stedsevarende, frivilligt kærlighedsfællesskab. Her kan det ses, hvad mennesket er.

Og om tilværelsen her handler den borgerlige digtning, for her oplever mennesket ikke blot sin frieste udfoldelse, men også grænserne for denne autonomi. For tilhører familielivet intimsfæren, så fungerer det dog på samfundets præmisser. Den borgerlige digtning er derfor til stadighed opsat på at skildre dels, hvad det egentligt menneskelige er for noget (og her dukker den nuancerede, psykologiske skildring af enkeltindividet op - i modsætning til den rollepsykologi, vi f.eks. møder hos Holberg), og dels at skildre de samfundsmæssige grænser, som indsnævrer mulighederne for den menneskelige selvudfoldelse. Dermed skildrer den borgerlige digtning også sammenstødet mellem individ og samfund.

Skildringen af kærligheden i den før-borgerlige digtning går således ud på at vise, at kærligheden ikke kan udskilles fra det øvrige sociale liv. I den borgerlige digtning derimod bliver kærligheden et særligt felt for menneskets fordybelse. Der sker altså en slags udskillelse eller selvstændiggørelse af kærligheden.

Skildringen af naturen i den før-borgerlige digtning (f.eks i folkeviserne) går ud på at vise, at naturen slet og ret er det sted, hvor mennesket - p.g.a. naturens dæmoniske sider - går til grunde. Der findes nemlig ikke noget sted uden for det sociale rum, hvor man kan blive sig selv. Mennesket er kun sig selv som socialt, familiemæssigt og slægtsmæssigt væsen. For den borgerlige digtning bliver naturen derimod ofte til et slags opdyrket intimsfærerum, et slags reservat, et slag naturens paradis, der dyrkes p.g.a. en særlig stemningsfuldhed. Her kan det slet og ret menneskelige komme til udfoldelse (kærlighed, inderlighed, følelse). Fra de sociale realiteter kan man flygte ud i naturen og dermed slippe bort fra de grænser for menneskelig udfoldelse, som de sociale realiteter betyder.

Selvforståelsen i den borgerlige offentlighed kan illustreres på følgende måde:

En særlig pointe i denne sfæreopdeling er, at sfærerne ikke må blandes sammen. En politiker må f.eks. ikke have økonomisk fordel af sit arbejde som politiker. Politik hører ikke hjemme i familiesfæren. Det er ilde set at drive partipolitik på arbejdspladsen.