PERSPEKTIVERING

Denne model betegner de klassiske forestillinger om verdensaltets opbygning. Skaberværket beherskes af en orden, hvori alle skabninger defineres i forhold til hinanden. Det ordnende princip er en altgennemtrængende vertikalitet; altet udgør en lodret sammenhængende række af skabninger, fra de simpleste og laveste til de højeste og fuldkomne: skaberen selv. Ordenen skildres gerne som en kæde eller som en scala creaturum: en trappe, hvor hver skabning er bundet til sit trin. Det er en statisk orden: verden er én gang for alle skabt således af Gud og er derfor den bedst mulige af alle verdener (deisme). Det er derfor menneskets opgave at erkende og i lydighed mod Gud holde sin plads i systemet.

Denne kosmiske orden afspejles politisk i det hierakisk opbyggede feudalsamfund, hvor det er individets opgave at vise sin gudfrygtighed i ubetinget respekt for den, der er "sat til" at bestemme over det: lensherren eller den enevældige fyrste. Det enkelte menneske tilhører hele livet en bestemt statisk samfundsgruppe (socialt, og familie- slægtsmæssigt). For den enkelte er der således tale om sammenfald mellem virkelighed (den faktiske plads i tilværelsen) og mulighed (hvad man også kunne være). Man er fra fødslen på sin rette plads; er dér, hvor man fra starten har været bestemt til at være. Rolle og individualitet har ikke kunnet adskilles.

Når kunsten og litteraturen har beskrevet en konflikt mellem samfund og individ, har den i sidste ende taget samfundets parti - individuelle udskejelser er ødelæggende for fællesskabet. Grænserne for fællesskabets tolerance drages af familien, slægten og disses magtfulde repræsentanter.

Folkevisen Ebbe Skammelsøn viser således, hvilke forfærdelige konsekvenser det får, når den enkelte ikke vil acceptere det gældende normsæt.

Den offentlighed, der er knyttet til et sådan samfund, kunne man kalde den repræsentative offentlighed. Lensherren, fyrsten viser sin magt frem for folket, demonstrerer den. Således var det et privilegium at få lov til at overvære den franske solkonges storslåede morgentoilette eller at se ham spise. Man kunne da føle sig badet i lyset fra solkongen, samtidig med at man måtte bøje sig i ydmyghed for den magtfulde uopnåelighed.

At kunne begå sig i magtens centrum var et spørgsmål (bl.a.) om at lære et gældende adfærdskodeks (en slags feudalsamfundets "Emma Gad" for viderekommende). Det gjaldt for områder som tale, påklædning, buk, etc.). Fyrsten kunne repræsentere sin magt via et sådant kodeks. Men magten kom også til udtryk i f.eks. byggestil, haveanlæg. Disse tilstræbte en virkning af storslåethed, velordnethed og var båret af fornuftens, symmetriens regler (Versailles).