TIDLIGERE ELEVER

Gymnasietiden er et helt særligt kapitel i livet. Årene på Lemvig Gymnasium er fyldt med oplevelser og horisonter der udvides. Derfor er vi også interesserede i at holde kontakten med vores tidligere elever. Vi er stolte af jer, og det går jer generelt rigtig godt.

For skolen har det stor værdi at holde kontakt med de gamle elever. Vi glædes over at følge med i studenternes liv efter skolen, og det er også vores håb at gamle elever kunne have lyst til at vende tilbage til Lemvigegnen senere i livet. Vi opfatter det som en del af vores mission at formidle viden om oplevelser, karrieremuligheder og positive historier om Lemvigegnen, og i den forbindelse er kontakten med gamle elever en vigtig del af indsatsen.

Læs desuden Lemvig Gymnasiums historie og dimissionstaler

Som gammel elev er man altid velkommen på skolen, men vi holder også kontakten med tidligere elever ved flere initiativer:

  • Julefesten eller ”gamle elevers fest”. Her mødes tidligere elever til skolens julefest, som altid holdes på sidste skoledag før juleferien. Til festen kommer mange lærere, og de glæder sig til at mødes med de tidligere elever. Datoen for næste års julefest kan ses på skolens kalender.
  • Morgensamlinger og fællesarrangementer: Vi inviterer gamle elever til at holde indlæg på morgensamling. Det kan handle om hvordan det er at starte på en uddannelse efter gymnasiet, om spændende oplevelser i et sabbatår eller en interessant karriere. Gamle elever kan også indbydes til at holde fællesarrangement
  • 25 års jubilæum: Hvert år i juni, når dimissionen nærmer sig, samles skolens 25-års jubilarer for at fejre deres jubilæum sammen med de gamle lærere. Skolen indbyder til rundvisning, gensynsknus og en hyggelig eftermiddag i skolen, og om aftenen kan de gamle elever arrangere spisning i byen, hvor historier fra skoletiden kan genopfriskes. Tidligere elever og klasser er i øvrigt altid velkomne til at kontakte skolen hvis de samles og ønsker at se skolen. Kontakt gerne kontoret på telefon 97823822, mail gym@lemvig-gym.dk eller rektor Bo Larsen på BL@lemvig-gym.dk. I 2022 holder vi 25. års jubilæum den 11. juni.