FAQ

Tilbage

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg vælge gymnasiet eller 10. klasse?
Kan jeg mon klare mig i gymnasiet? Er der mange lektier?
Mange spørgsmål presser sig på, når du skal vælge din ungdomsuddannelse. En del af disse er gengangere, og nedenfor kan du få svar på de spørgsmål, som vores nuværende 1g’ere har fremhævet som de almindeligste:

Er der mange lektier?
Det afhænger af, hvem du spørger, men gymnasiet er en boglig uddannelse, som kræver, at du læser lektier og laver dine skriftlige opgaver. På Lemvig Gymnasium tror vi, at eleverne kan lide udfordringer, og at de gerne vil lære noget.

Kan man arbejde i sin fritid?
Ja, mange har erhvervsarbejde, men vi anbefaler, at du begrænser det til et overkommeligt niveau. Der er også tid til sport, men det er vigtigt, at man kan strukturere sin tid.

Er det en stor omvæltning fra folkeskolen?
Der er sikkert visse ting, du synes, er en omvæltning. F.eks. er gymnasiet mere bogligt krævende, du kommer i en helt ny klasse og møder nye lærere. På den anden side vil du opleve, at der gøres meget for at give dig en god skolestart. Grundforløbet – det første halve år – giver alle et solidt fælles fundament så du bliver rustet til resten af gymnasietiden. Der er desuden lektiecafé, caféarrangementer, fester og hyttetur. Det er vores erfaring af de nye elever hurtigt falder til.

Skal man gå i gymnasiet fra 9. eller 10. klasse?
Gymnasiet er beregnet på, at du kommer fra 9. klasse. Hvis du klarer dig godt i 9., kan du også klare gymnasiet. Du har den nødvendige faglige og arbejdsmæssige ballast. Almindeligvis overvurderes de studiemæssige fordele ved at tage 10. klasse med. Du har sikkert hørt, at man er mere moden efter 10. klasse? Ja, i hvert fald er du et år ældre; det bliver du også i 1.g, og som sagt er gymnasiet beregnet på, at du kommer fra 9.klasse.

Går man ALTID ned i karakterer?
Det er umuligt at generalisere! Vær dog opmærksom på, at der nok er flere ”gode” i din klasse end tidligere. De fleste vænner sig hurtigt til det nye niveau og det højere tempo.

Hvordan er lærerne?
Ligesom eleverne: Vidt forskellige! – heldigvis. Men fælles for dem er, at de alle er uddannede på universitetet og har en stor faglig indsigt og et stort engagement.

Hvordan er lærerne?
Ligesom eleverne: Vidt forskellige! – heldigvis. Men fælles for dem er, at de alle er uddannede på universitetet og har en stor faglig indsigt og et stort engagement.

Skal man have en bærbar?
Ja. Den bruges i næsten alle timer. Hele skolen er dækket af trådløst netværk. En medarbejder er klar til at hjælpe med eventuelle netværksproblemer. Selv om der er adgang til facebook og andre ”fristelser” i timerne, er det vigtigt, at du ikke bruger timerne til dette. Det forstyrrer både dig selv og dine klassekammerater, hvis du bruger tiden på irrelevante ting på nettet.

Hvad med mobning?
Gymnasiet accepterer ikke mobning og slår ned med det samme, det opdages. Man skal skelne mellem mobning og drilleri, men man bør altid tage en snak med studievejleder eller teamleder, hvis man oplever problemer.

Er gymnasiet et sted for mig?
Ja, gymnasiet er et sted for alle, der har lyst, og som er erklæret uddannelsesparat! Der kræves ansvarlighed, men hverken en særlig påklædning, politisk holdning eller frisure, – eleverne opfatter skolen som rummelig. Der kan selvfølgelig opstå perioder, hvor man kan komme i tvivl, men så er studievejledere og mentor klar til at vejlede dig og hjælpe dig igennem.

Hvordan er gymnasiet i forhold til efterskolen?
Det er en stor overgang – nu skal du hjem og bo, og skemaet slutter midt om eftermiddagen. På gymnasiet er der en lang række aktiviteter, hvor du med dine erfaringer fra efterskolen hurtigt kan involvere dig, til glæde for dig og dine kammerater. Det kan være studiekredse, Operation Dagsværk, elevråd, musicals, idræt osv. Derigennem er du med til at skabe og udvikle det gode studiemiljø.

Må vi ryge?
Nej, lovgivningen forbyder rygning på hele gymnasiets område – også udearealer inkl. P-plads.

_MKF6685