ATU’erne blev fejret i Århus

Tilbage

Torsdag eftermiddag emmede festsalen på Viby Gymnasium i Århus af glæde, spænding, stolthed og højtidelighed. Akademiet for Talentfulde Unge (ATU) fejrede deres årgang 2016, der med torsdagens festligheder og diplomoverrækkelse afsluttede deres 2-årige forløb på ATU. Forløbet ligger sideløbende med elevernes gymnasieuddannelse og er et supplement til elever, der ikke alene har akademisk talent, men også gerne vil udforske og udfordre dette talent. Fra Lemvig Gymnasium kan vi i år fejre fem elever: Sarah Abildtrup, Malthe Nyengaard, Rikke Jeppesen, Asger Saaby og Nanna Rytz (se billedet fra venstre).

Leder af ATU, Svend Thorhauge, roste i sin lykønskningstale til ATU-eleverne årgangen for at have skabt et stærkt og berigende fællesskab, hvor eleverne har taget et stort ansvar for hinanden og hinandens læring. Og med det ansvar og i det fællesskab har hver og én kunnet vokse og udvikle sit eget talent. Og det ansvar for fællesskabet og alt deres talent skal eleverne – i følge Thorhauge – tage med ud i det videre liv og bruge til at påvirke fremtiden bedst muligt. Thorhauge pointerede desuden udsigten til, at elevernes årgang lever ca. 100 år, så … det er en lang fremtid at have ansvaret for.

Elevtalerne var præget af stor taknemmelighed for ATU-forløbet – forløbets faglige input, forløbets bidrag til den personlige udvikling og det fællesskab, som forløbet har været rammen om. Et fællesskab med vidensskabelse i højsæde, en fælles lyst til at lære og engagement i fag og i hinanden. Også regionspolitiker Anders Kühnau lykønskede eleverne, og en festforelæsning om rumfart og musikalske indslag var med til at højtideliggøre eftermiddagen og fejre eleverne, som altså afslutningsvis fik diplom ikke alene på deres talent, men også på deres vilje til at sætte dette talent i spil og udvikle det.