De fagligt tekstmæssige fokuspunkter for filosofiholdets arbejde med renæssancens filosofiske verdensbillede er:

1) Kendetegn for tidens tænkning - brug til dette vores filosofihistorie (Jessen, red.: Filosofi - fra antikken til vor tid, Systime 1999, s. 76 - 89).

2) Bacon som repræsentant for den nye videnskabsopfattelse. Materiale: se link på Bacon-side. Primærtekst: Bacon: af "Aforismer fra Novum Organum bd. 1. (1620), in Jessen/Sørensen: "Erkendelse og virkelighed", Systime 1996.

3) Comenius - opdragelse, læring, viden - uddrag fra "Orbis Pictus", trykt første gang i 1658 - tekst oversat af KN findes på Outlook.

4) Niels Steensen om anatomiens mål - af "Indledningsforelæsning til anatomiske demonstrationer i fremvisningsauditoriet i København" (tekst udleveres i fotokopi).

5) Freud om psykoanalysen og narcissistisk krænkelse - "En vanskelighed ved psykoanalysen", 1917 - tekst oversat af KN findes på Outlook.

6) Kuhns paradigmebegreb som beskrivelsesramme for renæssancens nyorientering - udover at følge henvisningen på siden om værdiskred kan man med fordel også læse Jessen, red.: Filosofi - fra antikken til vor tid, Systime 1999, s. 301 - 304). Kuhn-grundteksten er et uddrag af "Videnskabens revolutioner" , Fremad 1973 - udleveres i kopi.

7) Heidegger om 'Verdensbilledet' som emne for filosofisk refleksion. Primærtekst: af "Verdensbilledets tid" 1938 - teksten findes på Outlook i KN's oversættelse.

Forløbsbeskrivelse: Hvad vi skal prøve på i filosofi er altså ikke at få et samlet overblik over renæssancefilosofien. Vi vil derimod lægge særlig vægt på at indkredse tidens antropoficering og det skifte i den ontologiske forståelse, som denne udtrykker. Bacon, Steensen og Comenius repræsenterer aspekter af denne forståelseshorisont: Bacon den nye videnskabs metode og genstandsopfattelse i form af en generel beskrivelse; Steensen - og med ham i øvrigt Descartes, da Vinci og mange andre - optagetheden af det specifikt menneskelige, hvor blikket vendes fra stjernerne og de astronomiske regioner, som jo var et andet af tidens store emner, til den erkendende selv: Steensen og da Vinci - kroppen; Descartes - sjælen. Comenius kigger fra mennesket ud i verden og er med til at søsætte både det erkendelsesmæssige, pædagogiske og praktiske oplysningsprojekt, som andre skulle bygge videre på.  Freud og Kuhn giver begge et bud på, hvad der er på færde i forbindelse med et orienteringsskifte i forhold til både subjekt og verden. Og med Heidegger får tanken for alvor luft under vingerne: han trækker tæppet væk under vores normalforståelse af renæssancen. Hele tanken om et verdensbillede og et skifte heri problematiseres. Vores opfattelse af renæssancen som begyndelsen på den nye tid, den moderne tid, vores tid, humanismens epoke og befrielsen fra den mørke middelalders formynderi får et skud for boven.

Og vi ender dér, hvor filosoffer ynder at være: på gyngende grund (nogle for at blive der - andre for at kunne sige, at de hár været der).